| |
|
I sommeren 1939 åbnede et lille konditori på Tornby strand som begyndelsen på et livsværk for ægteparret Linda og Aksel Munch. Det udviklede sig i årene efter besættelsen til et badehotel med værelsesfløj, en restaurant og købmandsbutik, foruden at de længere oppe ad Strandvejen byggede en stor badepension med en halv snes værelser til ferieophold i sommerlandet. Fisker og redningsmand.
Aksel Jensen Munch, almindeligvis bare kaldet Aksel eller Munch, blev født i 1909 på gården "Engbjerg" ved Horne. Efter konfirmationen havde han, som skik og brug var, et par pladser på landet, men erkendte så at landbruget ikke havde hans store interesse.
Derfor købte han en brugt pram og lidt redskaber, så han kunne gå på havet for at tjene til føden. Han blev snart kendt med de andre fiskere, som også gik ud fra Tornby strand, og da der blev en ledig plads som redningsmand på Tornby-båden, opfordrede de ham til at søge den. Det gjorde han, og fra 1936 var han med i redningsmandskabet.
Samme år døde hans far, og moderen Thora Munch stod tilbage med ejendommen i Horne. Hun led af astma og var tit syg, så de to sønner, Hans og Aksel, måtte hjælpe med driften. Det havde ingen af dem særlig lyst til, så ejendommen blev solgt, og de to brødre tog fat på at bygge et hus til moderen i Tornby på hjørnet af Stationsvej og den dengang nye landevej til Hjørring.
Mens byggeriet stod på, boede moderen og børnene midlertidigt i baghuset til Hotel Strandlyst. På hotellet var der en sød kokkepige ved navn Linda. Hun og Aksel faldt godt i snak, og blev enige om at danne par. På det tidspunkt var der begyndt at komme mange badegæster til stranden om søndagen, og turismen i form af byfolk, der fik smag for sommerophold ved havet, prægede ikke alene Hotel Strandlyst, men også hotellerne i Hirtshals. Et sted til en kop kaffe.
På Tornby strand var der ikke rigtigt noget for turister, bortset fra muligheden for at bade.
Linda og Aksel blev derfor enige om, at der var behov for et sted, hvor badegæsterne kunne nyde en kop eftermiddagskaffe, så de besluttede at opføre et konditori ved nedkørslen til stranden. Det blev bygget i to etager med privatbolig - stue, soveværelse og et lille køkken - i stueetagen, og konditori på 1. sal. Det sidste var vigtigt, så gæsterne fik muligheden for, mens de drak kaffen, at kunne nyde udsigten over hav og klitter.
Straks ved giftermålet i 1938 tog Linda og Aksel fat på at bygge konditoriet, men pengene var små, så Aksel måtte tjene til byggeriet ved at fiske, når det var godt vejr. Var heldet med, kunne han hente et par hundrede pund fisk om dagen, og de kunne med 30'ernes priser sælges for omkring 10 øre pr. pund. Ofte kørte Aksel selv rundt på Cykel og solgte fangsten til egnens beboere, og han fortalte senere, at salget gik lettest, når husmoderen var alene i køkkenet. Hvis manden var til stede, kunne han godt være noget nærig og forsøge at presse prisen.
Ved hjælp af fiskeriet lykkedes det at skrabe penge sammen til byggeriet, selvom den samlede investering løb op i 2.000 kr. Møblerne til konditoriet lavede han også selv, men de havde fået en mindre sum penge i bryllupsgave fra redningsvæsenet, og den gik til indkøb af en stor buffet og to sofaer, som kom til at stå i restaurationen i mange år.
Konditoriet stod klar til at åbne i sommeren 1939, og det blev en vellykket start, idet Linda kunne notere, at de solgte for 70 kr. den første søndag, og det var mange penge den gang. Også jollebygger.
Det nye hus ved Strandvejen stod færdigt allerede i 1940. Men ellers gik besættelsestiden med, at Aksel fortsat hentede en indtægt ved fiskeriet. Den første jolle, som han havde købt brugt for 15 Kr. plus en portion fisk, trængte snart til en udskiftning, så der måtte skaffes en udvej for en ny.
Aksel havde aldrig lært et håndværk, men byggeriet af konditoriet viste at han var et naturtalent, når det drejede sig om at arbejde i træ. Han havde det hele på fornemmelsen og i hovedet. Han kiggede lidt på den gamle jolle, og tog så fat på at bygge en ny, uden tegning i øvrigt, men med forbillede i de Hirtshals-joller, som de lokale fiskere brugte. Hans eneste hjælpemiddel var en hjemmelavet skabelon af et stykke buet træ. Det blev i tidens løb til en halv snes joller, ingen helt ens, da alt ved jollerne var håndlavet.
Besættelsestiden var en streg i regningen for driften af konditoriet, men i begyndelsen var det dog stadig muligt at komme på stranden. Senere byggede tyskerne af frygt for engelsk invasion to betonmure tværs over nedkørslen lige øst for konditoriet, så der kun var adgang til stranden gennem en smal passage. Lidt sydligere blev der støbt et par betonbunkers, og der var konstant tyske vagter til at holde opsyn. Som vagtskur brugte de overingeniør Carl Holtermanns ruffer, som udgjorde det første sommerhus i klitterne syd for nedkørslen.
Trods de vanskelige forhold fortsatte Aksel med at fiske, fortrinsvis om sommeren. Vintrene var optaget af sommerhusbyggeri, idet han fik bestilling på endnu tre huse, som lå på grunde nær hans eget hus på Strandvejen 32. Sommerhusbygmester.
Samme år kom en sommerhusgæst og spurgte, om ikke Aksel kunne påtage sig at bygge et sommerhus på en grund han havde købt længere oppe ad Strandvejen. Den var i øvrigt nabo til den grund, Strandvejen 32, som Aksel havde købt for 175 Kr. med henblik på at bygge et hus til ny privatbolig. Men han påtog sig i første omgang opgaven med sommerhuset, og da det stod færdigt spurgte bygherren, om Linda og Aksel også kunne sørge for at huset blev malet både ud- og indvendigt. Det gik de med til, men for Linda blev det noget af en prøvelse. Hun ventede barn og døjede ganske forfærdeligt med den terpentin og fernis, som var i malingen.
Konditoriet var blevet bygget så at sige på tærsklen til 2. verdenskrig, og da den tyske besættelse kom til Danmark i 1940, blev det straks svært at skaffe byggematerialer. Linda og Aksel havde allerede planer om at bygge lidt til konditoriet, men valgte så i stedet at bygge et lille hus på grunden længere oppe ad Strandvejen. Det skulle vise sig at være særdeles fornuftigt, for med besættelsestiden kom de hårde krigsvintre, hvor det var alt for koldt at bo nede på Havglimt, som folk var begyndt at kalde konditoriet. Også jollebygger.
Det nye hus ved Strandvejen stod færdigt allerede i 1940. Men ellers gik besættelsestiden med, at Aksel fortsat hentede en indtægt ved fiskeriet. Den første jolle, som han havde købt brugt for 15 Kr. plus en portion fisk, trængte snart til en udskiftning, så der måtte skaffes en udvej for en ny.
Aksel havde aldrig lært et håndværk, men byggeriet af konditoriet viste at han var et naturtalent, når det drejede sig om at arbejde i træ. Han havde det hele på fornemmelsen og i hovedet. Han kiggede lidt på den gamle jolle, og tog så fat på at bygge en ny, uden tegning i øvrigt, men med forbillede i de Hirtshals-joller, som de lokale fiskere brugte. Hans eneste hjælpemiddel var en hjemmelavet skabelon af et stykke buet træ. Det blev i tidens løb til en halv snes joller, ingen helt ens, da alt ved jollerne var håndlavet.
Besættelsestiden var en streg i regningen for driften af konditoriet, men i begyndelsen var det dog stadig muligt at komme på stranden. Senere byggede tyskerne af frygt for engelsk invasion to betonmure tværs over nedkørslen lige øst for konditoriet, så der kun var adgang til stranden gennem en smal passage. Lidt sydligere blev der støbt et par betonbunkers, og der var konstant tyske vagter til at holde opsyn. Som vagtskur brugte de overingeniør Carl Holtermanns ruffer, som udgjorde det første sommerhus i klitterne syd for nedkørslen.
Trods de vanskelige forhold fortsatte Aksel med at fiske, fortrinsvis om sommeren. Vintrene var optaget af sommerhusbyggeri, idet han fik bestilling på endnu tre huse, som lå på grunde nær hans eget hus på Strandvejen 32. Tækkemanden kom ikke.
Et af de nye huse skulle tækkes med strå. Det havde Aksel aldrig prøvet, så der blev bestilt en tækkemand til den del af byggeriet. Han kom dog aldrig, og så måtte Aksel også give sig i kast med at lægge et stråtag. Det lykkedes så godt, at taget holdt i lige så mange år, som var det lagt af en professionel.
Trods knapheden på byggematerialer i besættelsestiden fik Aksel også taget fat på at udvide privatboligen ved Strandvejen med et antal værelser til feriegæster. Det meste af byggearbejdet klarede han selv, og selv om han helst arbejdede i træ, bidrog han til murerarbejdet ved selv at støbe de mange cementmursten, der skulle bruges til de mange skillevægge.
Med tiden blev resultatet en større ejendom, der på et tidspunkt rummede hele 12 værelser til feriegæster.
Til en begyndelse var der ingen elektricitet i ejendommen, men det problem løste Aksel i første omgang ved at få opstillet en el-vindmølle ved østgavlen, så han selv kunne forsyne huset med strøm. Bag ejendommen havde han for øvrigt i en årrække en lille svinestald, så han selv kunne opfodre slagtegrise. Mere byggeri ved stranden.
Da mere normale tider vendte tilbage efter befrielsen, tog Aksel Munch også fat på at udbygge konditoriet ved stranden, i første omgang med værelser til en sommerpension, hvor feriegæster kunne få ophold med fortæring til en rimelig pris, der i begyndelsen kun androg 2,50 kr. om dagen.
Beliggenheden var den helt ideelle for et turiststed med kilometerlange badestrande, og bag dem det naturskønne klitområde, der oven for havskrænten går over i Tornby klitplantage. Med andre ord al den afvekslende natur, som sommergæster kunne ønske sig.
Med udvidelsen til sommerpension blev konditoriet til en restaurant, men Linda og Aksel foretrak det nok så gamle udtryk restauration, og det står der stadig på hotellets facade. Da antallet af badegæster var fortsat stigende, skønnede værtsparret, at der også var brug for et sted, hvor folk kunne købe sodavand, slik og kager til at tage med på stranden. Derfor blev der udvidet med en kiosk i stueetagen ud mod nedkørslen, og efter nogle år blev det til en købmandsbutik, som henad vejen er udvidet flere gange og nu fremtræder som et helt lille supermarked.
Trods travlheden med byggeri fortsatte Aksel med at fiske, og en stor del af fangsten var selvfølgelig rødspætter og torsk, men på et tidspunkt blev der gode priser på hummere, og derfor begyndte han også at sætte hummertejner ud. Hummere kunne indbringe op mod 3 Kr. pr. kilo på fiskeauktionen i Hirtshals, så når heldet var med en, blev det til en pæn dagløn. Hjælp fra redningsbåden.
Men fiskeri fra åben jolle er ikke uden risiko. Vinden kan pludselig friske op og sætte havet i oprør, og en sådan situation kom Aksel ud for, da han en sommerdag i dårligt vejr var gået ud for at bjærge sine hummertejner. En mangeårig sommergæst i Tornby, Einar Ege, fortæller i en artikel om Tornby strand, at det blæste så meget op at redningsbådføreren, Kræn Østergaard, fandt det nødvendigt at lade båden gå ud. Der blev hejst et par gamle bukser i klitten, et tegn til at Aksel om at der var hjælp på vej. Fra redningshuset ved hovedvejen blev båden med hestevogn kørt til stranden, hvor den blev løftet ned, og skubbet i vandet. Kort efter var båden ude ved revlen og lagde sig i læ for Aksel, så han kunne komme sikkert ind til stranden.
Han var dog noget ærgerlig, da han var kommet i land, for dels var det ikke lykkedes at bjærge alle tejnerne, dels gik han glip af mødedusøren, som han ellers kunne tilkomme, da han var medlem af redningsmandskabet. Strandfoged i mange år.
Aksels tilknytning til havet begrænsede sig ikke kun til fiskeriet og redningsbåden. I mange år røgtede han også hvervet som strandfoged, og det betød bl.a., at han i stormfulde nætter skulle gå vagt langs stranden fra Liver Å’s udløb til Hirtshals fyr for at kunne gribe ind i tilfælde af strandinger. Disse nattevagter blev dog ophævet i 1967, men som strandfoged skulle han sørge for at bjerge, hvad der drev ind af strandingsgods i form af f.eks. brædder og planker. Det blev så hvert forår solgt på forstrandsauktioner, så der på den måde blev et tilskud til den beskedne strandfogedløn.
Men det kunne også blive for meget af det gode. Engang i 90’erne bjærgede han en hel dækslast tømmer, som var drevet ind på stranden nær Hirtshals. Da denne mængde blev udbudt på auktionen, resulterede det i så lave priser, at indtægten dårligt nok dækkede udgifterne til bjærgning og transport til oplagspladsen.
Da hotelbyggeriet og sommerpensionen var fuldført i 60’erne, gav Aksel sig i kast med endnu et projekt. Han byggede et savværk ved ejendommen med sommerpension, så han blev i stand til selv at fremstille tømmer til byggeri både til eget brug, men også med salg for øje. Mange af områdets sommerhuse fik således let adgang til brædder og planker, når der stod udvidelser eller en ny terrasse på programmet.
Hotellet brandhærget.
Men der skulle også blive brug for træ til en større opgave, der meldte sig som en ubehagelig overraskelse. Søndag den 9. april 1972 blev hotellet ved stranden ramt af en omfattende brand, som nær havde fået en konfirmationsfest til at gå i vasken.
Om formiddagen sad Aksel i køkkenet og nød en kop kaffe sammen emd serveringspersonalet, mens Linda var ved at lægge sidste hånd på konfirmationsmiddagen. Pludselig blev de opmærksomme på en kraftig røgudvikling i restauranten, hvor der var opstillet et par gasvarmeovne. En af dem var formodentlig årsag til, at der opstod en brand, der bredte sig hastigt.
Aksel forsøgte selv at slukke ilden, men måtte hurtigt opgive, og brandvæsenet blev tilkaldt. Der kom slukningstog fra både Hirtshals og Hjørring, men da hotellet fortrinsvis var bygget af træ, kunne det ikke undgås, at både restaurant og køkkenregionen på 1. sal udbrændte, ligesom der skete en del skade på købmandsbutikken i stueetagen. Der stod 5 gasflasker i den brændende bygning, og to af dem eksploderede under branden. En tilskuer, der stod på en klit ca 300 meter fra brandstedet fortalte bagefter, at han nær var blevet ramt af et metalstykke, som fløj lige forbi, og slog ned i sandet bag ham.
Men den konfirmationsfest, som var under forberedelse, da branden opstod, blev dog reddet, idet turisthotellet i Hirtshals stillede et lokale til rådighed og tilmed her kunne servere den middag, som Linda havde gjort klar.
På grund af branden måtte sæsonen med badegæster aflyses, men emd bistand af arkitekt Bertel Jensen, Hjørring, blev der straks taget fat på genopbygningen. Aksel fremstillede selv det nødvendige tømmer på savværket, og sommeren 1973 stod hotellet klar igen i noget nær den udfromning, det har i dag. Kilde: Lokalhistorisk årbog 2008 - Artikel skrevet af Svend Boye Pedersen.
|
| |
|
|
